Sager om krænkende adfærd, og mere specifikt seksuelle krænkelser på arbejdspladser, og hvordan man håndterer disse på en god måde, har fyldt i mediedagsordnen det sidste lange stykke tid – men også på de statslige arbejdspladser. For hvordan sikrer man, at alle parter bliver respekteret, hørt og passet på, og hvordan tager man egentlig hul på snakken? Dette stiller vi skarpt på i dette nyhedsbrev, der handler om SU-arbejdet ift. krænkende handlinger.
Det følger af Arbejdsmiljølovgivningen, at ledelsen er forpligtet til at sikre et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen, både på den korte og den lange bane. Mange arbejdspladser har kastet sig ud i arbejdet med retningslinjer ift. håndtering af krænkende handlinger, hvis disse måtte komme. Dette kan vi naturligvis kun anbefale, men det er endnu vigtigere at forebygge, at krænkende handlinger overhovedet finder sted.
SU’s opgaver
Den 8. marts afholdt vi et webinar, hvor vi havde inviteret Mille Mortensen til at dele ud af sin store viden om, hvad krænkende handlinger består i, og hvorfor de opstår. Du kan her læse en artikel, der opsummerer Milles vigtigste pointer, og hvis du gerne vil blive klogere på, hvad Samarbejdsaftalen giver samarbejdsudvalget af opgaver ift. forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger, kan du læse om dette i konsulenternes blogindlæg.
Erfaringer fra arbejdspladser, der har drøftet forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger i SU
I dette nyhedsbrev deler vi ud af praksiseksempler fra de statslige arbejdspladser omkring, hvordan der kan arbejdes med dette svære emne. Svært fordi det vedrører de subjektive personlige grænser. Svært fordi det kan være tabubelagt at tale om – og ikke mindst hvis det vedrører seksuelt krænkende handlinger. Og svært fordi der er mange hensyn at balancere over for hinanden: først og fremmest hensynet til den, der oplever sig krænket, men også retssikkerheden for den, der bliver anklaget for at have krænket. Og som fortællingen fra Københavns Universitet viser, kan der også være hensynet til f.eks. den akademiske frihed.
Flere af de arbejdspladser, vi har interviewet til dette nyhedsbrev, har arbejdet med kulturen på arbejdspladsen for på denne måde at forebygge, at krænkelser finder sted. Innovationsfonden har f.eks. arbejdet med at styrke feedback-kulturen, og Rigspolitiet fortæller om en proces, hvor det centrale samarbejdsudvalg har skullet formulere retningslinjer, der kunne implementeres i alle landets politikredse og i Anklagemyndighederne.
Stort tak til de arbejdspladser, der har valgt at dele ud af deres erfaringer til inspiration for andre. Yderligere fortællinger vil blive lagt op på hjemmesiden løbende.
Kontakt os, hvis du har brug for rådgivning eller vejledning
Som altid skal du endelig tage kontakt, hvis der er noget omkring SU-arbejdet, du ønsker at få rådgivning eller vejledning i forhold til – eller hvis du har et forslag til aktiviteter, du gerne ser, at vi sætter i gang.
God læselyst – og del gerne med dine kollegaer.
På sekretariatets vegne,
Magnus Bryde og Pia Lassen