Kære læser
Ligesom resten af Danmark er vi i Samarbejdssekretariatet lykkelige for at smittetrykket i Danmark er faldet så markant, at samfundet kan åbne endnu mere op. Det betyder blandet andet, at medarbejderne på de offentlige arbejdspladser i Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark nu igen kan mødes fysisk på arbejdspladsen og dermed også potentielt aftale kurser med en af vores undervisere.
Samarbejdssekretariatet er de statslige overenskomstparters partsfælles sekretariat, og vi åbner derfor op for vores aktiviteter i samme takt som de statslige arbejdspladser. Det betyder, at vi lige nu har forskellige tilbud til forskellige dele af den statslige sektor.
Til nye medlemmer af SU har vi udviklet et virtuelt kursus, hvor de vigtigste facetter af Samarbejdsaftalen og samarbejdssystemet gennemgås, samtidig med at der er mulighed for videndeling omkring det praktiske SU-arbejde med deltagere fra andre statslige arbejdspladser. Det første kursus havde premiere i tirsdags, og du kan læse mere om deltagernes erfaringer i denne artikel. Du kan se datoerne for de næste kurser i kursuskalenderen. Og hvis du er i tvivl om det giver mening at deltage i kurset, kan du i denne video se den ene af vores koordinerende konsulenter fortælle om den værdi, det skaber for arbejdspladsen, at SU-medlemmerne er godt klædt på til SU-arbejdet.
I forhold til vores andre tilbud til de statslige samarbejdsudvalg herunder temakurser og facilitering af evaluering af SU’s arbejde, kommer vi gerne ud og afholder kurser og oplæg på arbejdspladser, hvor de politiske forlig for genåbning giver mulighed for fysisk fremmøde. Vi forhåndsbooker selvfølgelig også gerne oplæg og kurser på de øvrige arbejdspladser, men alle bookninger er med forbehold for at afholdelse af kurset eller oplægget vil være i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer.
Som altid er det centralt at drøfte alle principielle ledelsesmæssige beslutninger omkring arbejds-, personale- og samarbejdsforhold inden de træffes. Hvis I er i tvivl om hvilke beslutninger, der kan være relevante at drøfte i forbindelse med genåbningen af arbejdspladsen, kan I læse mere om det her, ligesom vi også har indsamlet erfaringer omkring afholdelsen af virtuelle SU-møder i det her nyhedsbrev.
Husk, at I altid er meget velkomne til at kontakte os pr. telefon eller mail, hvis I er tvivl om facetter omkring SU-arbejdet.
Både vores undervisere og vi i sekretariatet glæder os meget til at møde jer igen.
God læselyst.
På sekretariatets vegne,
Magnus og Pia