SU’s opgaver
Samarbejdsudvalget beskæftiger sig med arbejds- og personaleforhold, der har betydning for arbejdsarbejdspladsen. Samarbejdsudvalgets opgaver spænder bredt og varierer ofte fra udvalg til udvalg. Som udgangspunkt er det op til det enkelte samarbejdsudvalg at vurdere, hvilke emner der er særligt relevante, for at opnå en strategisk sammenhæng mellem samarbejdsudvalgets arbejde og institutionens mål.
For eksempel kan samarbejdsudvalget vælge at lægge særligt fokus på et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen, præget af tillid og samarbejde, for i sidste ende at skabe rum for faglighed og kvalitet i opgaveløsningen.
Læs mere om samarbejdsudvalgets opgaver i Samarbejdsaftalens §4
Denne tab er tom
Samarbejdsudvalget behandler relevante emner inden for arbejds- og personaleforhold, der har betydning for arbejdspladsen. Det er op til det enkelte samarbejdsudvalg at vurdere, hvilke emner der er særligt relevante, for at der er en strategisk sammenhæng mellem samarbejdsudvalgets arbejde og institutionens mål. Det kan fx være:
- Arbejds- og personaleforhold
- Tillid, samarbejde og trivsel
- Omstilling på arbejdspladsen
Ad 1. Arbejds- og personaleforhold
Med henblik på at skabe en attraktiv og effektiv arbejdsplads og motiverede medarbejdere, der arbejder for at indfri institutionens mål, er det hensigtsmæssigt, at samarbejdsudvalget drøfter arbejds- og personaleforhold, som hører under ledelsesretten.
Samarbejdsudvalget kan fx drøfte:
- Institutionens personalepolitik
- Indsatsen for at fastholde seniorer
- Balancen mellem arbejds- og privatliv og politik for orlov
- Sygefraværspolitik og sygefraværssamtaler
Job på særlige vilkår
Med henblik på at integrere grupper, der har vanskeligt ved at få en placering på arbejdsmarkedet, kan samarbejdsudvalget drøfte mulighederne for at gøre brug af de social- og arbejdsmarkedspolitiske ordninger.
Samarbejdsudvalget kan fastlægge retningslinjer, jf. § 6, for udformning af job på særlige vilkår eksempelvis vedrørende arbejdsindhold, oplæring, medarbejderudviklingssamtaler, kompetenceudvikling og antal stillinger, der kan besættes på særlige vilkår.
Ad. 2. Tillid, samarbejde og trivsel
Samarbejdsudvalget har en central rolle i at sikre, at arbejdspladsen har et godt psykisk arbejdsmiljø, som er præget af tillid og samarbejde, og som er med til at skabe rum for faglighed og kvalitet i opgavevaretagelsen.
Samarbejdsudvalget kan fx drøfte:
- Tillid og samarbejde på arbejdspladsen
- Rammer for faglighed og kvalitet i opgavevaretagelsen
- Trivsel og psykisk arbejdsmiljø
Samarbejdsudvalget kan for at fremme eventuelle initiativer og indsatser koordinere med arbejdsmiljøorganisationen.
Ad. 3. Omstilling på arbejdspladsen
Samarbejdsudvalget har en central rolle i at sikre en positiv tilgang til stadige forandringer i staten.
Samarbejdsudvalget kan fx drøfte:
- Konsekvenserne af større rationaliserings- og omstillingsprojekter, herunder udbud, udlicitering og outsourcing af opgaver.
- Konsekvenserne for institutionens økonomi, arbejdstilrettelæggelse, personalebehov og kompetenceudvikling.
- En plan for omstillingsprocessen, herunder fx kommunikation til arbejdspladsen, forhold vedrørende implementering samt håndtering af konsekvenserne for arbejdspladsen.
§ 5. Særlige opgaver
Udover de emner som samarbejdsudvalgene selv vælger at prioritere, har samarbejdsudvalgene derudover en række særlige opgaver, som de skal tages hånd om.
Det handler blandt andet om at drøfte institutionens mål, strategier og budgetter og om opgaver, der kan være pålagt som følge af EU-direktiver eller andre aftaler.
Læs mere om samarbejdsudvalgets særlige opgaver i Samarbejdsaftalens §5
Denne tab er tom
Som supplement til de emner, det lokale samarbejdsudvalg vælger at prioritere i sit arbejde, har samarbejdsudvalget en række særlige opgaver.
Stk. 2. Mål, strategi og økonomi
Samarbejdsudvalget drøfter institutionens mål og strategier, så medarbejderne inddrages i overvejelserne om at få institutionen til at arbejde kvalitetsbevidst, målrettet og effektivt.
Samarbejdsudvalget skal i den forbindelse drøfte:
- Sammenhængen mellem institutionens mål/strategi og personalepolitikken.
- Relevante dele af en eventuel resultatkontrakt for institutionen/direktørkontrakt.
- Institutionens budget- og finanslovsbidrag, herunder den overordnede prioritering af anvendelsen af bevillingen.
Cirkulærebemærkning til § 5, stk. 2.
I forbindelse med samarbejdsudvalgets drøftelser af relevante dele af en eventuel resultatkontrakt for institutionen eller en direktørkontrakt kan fx drøftes institutionens arbejdsmæssige, udviklingsmæssige og personalepolitiske mål.
I forbindelse med samarbejdsudvalgets drøftelser af arbejdspladsens budget og økonomi er det særlig relevant, at ledelsen orienterer om budgetterede og afholdte udgifter, der har tilknytning til arbejds- og personaleforholdene fx lønsum, over- og merarbejde og kompetenceudvikling.
Stk. 3. Samarbejdsudvalget har følgende opgaver som følge af andre aftaler og EU-direktiver.
Kompetenceudvikling
Samarbejdsudvalget har en rolle i forbindelse med at fremme et strategisk sigte med kompetenceudvikling på arbejdspladsen. Samarbejdsudvalgets konkrete opgaver i forbindelse med arbejdspladsens indsats for kompetenceudvikling følger af aftalen om kompetenceudvikling og aftalen om kompetencefonden.Forskelsbehandling
Personalepolitikken skal bidrage til at forebygge direkte og indirekte forskelsbehandling, herunder bidrage til, at alle medarbejdere – uanset køn, etnisk oprindelse, hudfarve, race, religion, handicap, alder og seksuel orientering – reelt får samme mulighed for ansættelse, uddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår i øvrigt.Ligebehandling
Samarbejdsudvalget skal drøfte ligestillingsspørgsmål og arbejde for, at ligestilling er en integreret del af personalepolitikken.Medarbejdertilfredshed
Medarbejdernes tilfredshed og trivsel, herunder det psykiske arbejdsmiljø, skal måles mindst hvert tredje år eventuelt i tilknytning til den lovpligtige arbejdspladsvurdering.Arbejdsrelateret stress
Samarbejdsudvalget skal drøfte arbejdspladsens indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til arbejdsrelateret stress.- Mobning, chikane og vold
Samarbejdsudvalget skal drøfte arbejdspladsens indsats for at fremme et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne ikke udsættes for mobning, (sex)chikane eller vold fra kolleger, ledere eller tredje person.
Cirkulærebemærkning til § 5 stk. 3:
I forbindelse med samarbejdsudvalgets drøftelser om ligestilling og forebyggelse af direkte og indirekte forskelsbehandling henvises til lov om lige løn til mænd og kvinder, til lov om ligestilling mellem mænd og kvinder samt til lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv.
§ 6. Fastlæggelse af retningslinjer/principper
Samarbejdsudvalget har derudover mulighed for at fastlægge fælles retningslinjer eller principper for arbejdet med arbejdspladsens arbejds- og personaleforhold. Det kræver enighed blandt ledelses- og medarbejderrepræsentanter og kan derfor være en god idé i forhold til at sikre en fælles tilgang til samarbejdsudvalgets opgaver.
Læs mere om fastlæggelse af retningslinjer og principper i Samarbejdsaftalens §6
Denne tab er tom
Samarbejdsudvalget kan fastlægge retningslinjer eller principper for arbejdspladsens arbejds- og personaleforhold.
Stk. 2. Fastlæggelse af retningslinjer er begrænset til ledelsens ansvars- og kompetenceområde.
Stk. 3. Hvis en af parterne ønsker det, skal der indledes drøftelser om at fastlægge retningslinjer.
Stk. 4. Det kræver enighed mellem parterne i samarbejdsudvalget at fastlægge retningslinjer. Kan der ikke opnås enighed, fastsætter ledelsen de nødvendige retningslinjer.
Stk. 5. Det er brud på samarbejdsaftalen, hvis der ikke udvises positiv vilje i forsøget på at nå til enighed.
Stk. 6. Alle retningslinjer skal være skriftlige.
Stk. 7. Hver af parterne kan opsige fastlagte retningslinjer med 3 måneders varsel. Inden opsigelsen skal samarbejdsudvalget forsøge at ændre de hidtidige retningslinjer på en måde, som er tilfredsstillende for samarbejdsudvalgets parter.
Cirkulærebemærkning til § 6:
Ved parterne i samarbejdsudvalget forstås henholdsvis ledelses- og medarbejdersiden. Når der i aftalen anføres: ”Det kræver enighed mellem parterne” og ”hvis en af parterne ønsker det”, betyder det, at der skal være bred tilslutning blandt medlemmerne af pågældende ”side” i samarbejdsudvalget. Dette indebærer, at det enkelte samarbejdsudvalgsmedlem ikke kan påberåbe sig at være part i aftalens forstand og således ikke har nogen vetoret, der kan blokere for samarbejdsudvalgets arbejde.