Interview med politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen
Den 31. oktober afholder Samarbejdssekretariatet et debatarrangement, der sætter fokus på samarbejde. Både når det er godt, og når der er brug for at få det tilbage på sporet. Det var der brug for i Fyns Politi, hvor en konflikt voksede sig så stor, at den næsten ødelagde samarbejdet. Daværende politidirektør, Kit Claudi Grøn-Iversen samt SU-medlem og næstformand i Fyns Politiforening, Kurt Bønnelykke Nielsen, kommer forbi arrangementet for at fortælle, hvordan de kunne fjerne sig så meget fra hinanden – og hvordan de fandt tilbage igen.
Da Kit Claudi forlod stillingen som dekan på Professionshøjskolen UCC og satte sig bag skrivebordet på politigården i Odense, var det resultatet af et brud med en lang tradition for at rekruttere politidirektører fra Justitsministeriet eller Politiet. Det var et opgør, der gik umærkeligt stille hen i sammenligning med det opgør, der lå og ventede.
”Fyns Politi havde haft en stor egenkapital, de kunne trække på, men da jeg landede i 2015, var der ikke flere penge, og der var et meget akut behov for en omstilling, hvis vi ikke skulle ende med en negativ bundlinje. Det var en situation, som jeg oplevede, at Fyns Politiforening ikke havde en forståelse for.”
Hvordan oplevede du, at de så situationen?
”Jamen, jeg tror, de havde en oplevelse af, at det var mig, der skulle melde København, at de besparelser, vi stod foran, ikke hang sammen, og det var jo rigtigt, at Fyns Politi i forvejen var presset. Fra 2015 var der nye opgaver med grænsekontrol og terrorbevogtning, hvor vi afgav betjente til opgaver i Jylland og på Sjælland, og det er da klart, at jeg fremførte de argumenter, men når København så holder fast, så er vi jo nødt til at trække i arbejdstøjet og få løst opgaven, men det oplevede jeg ikke at foreningen var indstillet på.”
Men der er jo forskel på ikke at ville eller ikke at kunne løse en opgave. Kan det ikke være, at de var indstillede på opgaven, men bare ikke kunne få de rammer, den skulle løses under, til at fungere? De var jo pressede i forvejen, som du siger.
”Jo, men da vi allerede var i underskud havde vi ikke to til tre år til at gennemføre en reorganisering. Vi var nødt til spare kapacitetsomkostninger. Jeg havde oplevelsen af, at jeg involverede foreningen i beslutningerne omkring de besparelser, men de havde en oplevelse af ikke at blive hørt, fordi de ikke fik det, de ville have. Men jeg kunne jo ikke give dem det, fordi jeg også var underlagt nogle rammebetingelser. Jeg har ikke noget problem med at ændre beslutninger, så længe det ikke er rammevilkår, der er politisk bestemt. Mit råderum i forhold til de besparelser var ikke så stort.”
Og så var det, at politiforeningen afbrød samarbejdet?
”Ja, det finder jeg ud af fordi Fyns Stiftstidende ringer og vil have en kommentar. Det var et kæmpe chok og en kæmpe krise. Foreningen var jo ude at sige i offentligheden, at jeg skulle fyres, og jeg følte mig meget alene. Jeg blev også meget i tvivl, om det var mig, der var galt på den, og samtidig synes jeg også, jeg havde et ansvar for at bringe orden i kaos igen. Jeg følte mig kanon alene i den proces, men enten kunne jeg fikse det eller også kunne jeg få et virkelig alvorligt problem. Det betød, at jeg måtte være enormt stærk.”
Hvordan kom du så videre derfra?
”Jeg blev ved med at sende invitationer ud til møderne, og lod dem forstå, at uanset om de var i rummet eller ej, så ville vi behandle sager på de møder, men det duede jo ikke, at de ikke deltog. Det var ikke en holdbar situation på nogen som helst måde, og så var det, at vi fik hevet jer ind, og det blev starten på et virkelig godt forløb, hvor både foreningen og jeg blev klogere på, hvordan vi skaber nogle processer, hvor alle føler sig hørt og samtidig forstår de rammer, man skal træffe beslutninger i.”
Og da I havde fået genoprettet samarbejdet blev det besluttet, at du skulle videre til en stilling som politidirektør på Bornholm. Hvordan var det?
”Ja, da samarbejdet var begyndt at køre igen, havde vi et seminar, hvor det handlede om at kigge fremad. Jeg vidste godt selv, jeg skulle videre til Bornholm, men det vidste de andre ikke, og på det seminar rejste Kurt sig op og sagde, at han aldrig ville have gået ind i den konflikt med den viden han havde nu. Jeg blev meget rørt, for hele forløbet havde været så opslidende, og fronterne havde været tegnet så hårdt op. Det var meget rørende, at vi var kommet derfra og dertil. Vi var jo på samme hold. Jeg kæmpede for den bedst mulige arbejdsplads ud fra de rammebetingelser, jeg havde, og foreningen kæmpede for de bedste forhold for deres medlemmer. De ting hænger jo sammen. ”
Og hvad med dig og Kurt?
”Jeg kan rigtig godt lide Kurt, og jeg er spændt på at se hans fortælling. Jeg tror den på mange stræk vil ligne min,” slutter Kit Claudi.
Hvis du vil møde hende og Kurt Bønnelykke Nielsen – og høre dem fortælle hele historien, så kan du tilmelde dig vores arrangement her. Du kan også læse vores interview med Kurt her, eller vores interview med Niels Bundgaard, der var Samarbejdssekretariatets konsulent på sagen.
