Udbruddet af Covid-19 virus stiller alle på de statslige arbejdspladser og arbejdsmarkedet generelt i en ekstraordinær svær situation. Og vi håber ikke, at noget tilsvarende kommer til at ske igen.
Udbrud af en verdensomspændende pandemi er ikke omfattet af paragrafferne i Samarbejdsaftalen. Men det er en del af aftalen at Samarbejdsudvalget er det dialogforum, hvor beslutninger og nye ideer kan drøftes og udvikles mellem ledelse og medarbejdere. Samarbejdsudvalget er derfor det rette forum at anvende, når ledelse og medarbejdere skal finde de gode løsninger på de udfordringer, som arbejdspladsen står overfor.
Nogle af jer vil sikkert spørge jer selv, om der overhovedet er noget at drøfte, når de beslutninger, der træffes, sker som pålæg fra myndighedernes side. Svaret er ja. Arbejds-, personale- og samarbejdsforhold er omfattet af Samarbejdsaftalen – det samme er omstillingsprocesser og trivslen på arbejdspladsen.
De tiltag, der pålægges fra myndighedernes side er ikke genstand for ledelsens informationspligt, men den lokale implementering af tiltagene vil derimod være det, og er dermed genstand for en drøftelse i SU. Det kan være i forhold til fælles personalepolitiske retningslinjer for alle på arbejdspladsen. Det kan være omkring at nogle afdelinger vil blive hårdt belastet, mens andre kommer til at have ledig kapacitet, og hvordan institutionen samlet set bedst løser de fælles opgaver. Også tiltag, der sikrer bedst mulig trivsel for alle på arbejdspladsen, vil være relevante at drøfte.
Endelig kan det være vigtigt at erindre sig selv om essensen ved at have et dialogforum, nemlig at forstå hinanden. Dialog, forsøg på forståelse og fokus på arbejdspladsens fælles bedste er ekstra vigtigt i en ekstraordinær situation som denne, hvor alle er påvirket af situationen.