Interview med SU-medlem og næstformand i Fyns Politiforening Kurt Bønnelykke Nielsen
Den 31. oktober afholder Samarbejdssekretariatet et debatarrangement, der sætter fokus på samarbejde. Både når det er godt, og når der er brug for at få det tilbage på sporet. Det var der brug for i Fyns Politi, hvor en konflikt voksede sig så stor, at den næsten ødelagde samarbejdet. Daværende politidirektør, Kit Claudi Grøn-Iversen og SU-medlem og næstformand i Fyns Politiforening, Kurt Bønnelykke Nielsen, kommer forbi arrangementet for at fortælle, hvordan de kunne fjerne sig så meget fra hinanden – og hvordan de fandt tilbage igen.
Kurt Bønnelykke Nielsen er SU-medlem og næstformand for Fyns Politiforening. Det var han også i 2015, hvor Steffen Daugaard var formand for foreningen og Kit Claudi Grøn-Iversen var nyudnævnt politidirektør. Den første direktør med en anden baggrund end politiet. Kurt og Steffen havde været i politiet et helt arbejdsliv og siddet i samarbejdsudvalg med 1 politimester og 1 politidirektør, inden Kit overtog direktørstolen og forvandlede samarbejdsudvalget til et auditorium. Sådan oplevede Kurt og Steffen det i hvert fald dengang.
”Efter Kit blev ansat skulle vi gennem en stor reorganisering, som Kit ville presse igennem på et halvt år. Det virkede helt urealistisk. Hun kendte ikke dansk politi herunder Fyns Politi tilstrækkeligt godt til at iværksætte en reorganisering med så kort et tidsperspektiv. Hun kom med en helt anden baggrund, og havde været i organisationer, der måske var bedre rustede til hurtige omstillinger. Det havde måske ikke været et problem, hvis hun havde lyttet til os, men vi oplevede kun, at hun ville have, at vi lyttede til hende og den øverste ledelse. Hun nedsatte en styregruppe og en projektgruppe, men vi fik ikke lov til at sidde i dem. Vi blev placeret i en følgegruppe, som ikke havde nogen reel mulighed for at påvirke noget. Det var kun til orientering. Det var meget frustrerende.”
Men kan der ikke være situationer, hvor der bare ikke er tid til dialogen eller hvor rammebetingelserne er så snævre, at der reelt ikke er manøvrerum?
”Vi ville jo aldrig anfægte ledelsens ret til at træffe beslutninger, men vi ville gerne være en del af processen, så vi kunne sikre os, at ledelsen kendte medarbejdernes virkelighed, og at den blev tænkt ind i beslutningerne. Nu oplevede vi i stedet, at ledelsen ikke havde forståelse for medarbejdernes hverdag, og at medarbejderne på den anden side heller ikke forstod de ledelsesbeslutninger, der blev truffet omkring reorganiseringen. Det betød, at der var usikkerhed og kampe mellem afdelingerne om, hvem der skulle lave hvad, og så endte det med at opgaverne ikke blev løst. Det tager tid at ændre en organisation med så dybe rødder i politiarbejde og det gøres ikke ved at flytte nogle streger på et organisationskort. Set i lyset af hvordan andre kredse greb reorganiseringen an, var der masser af tid til dialog og processen, men jeg tror Kit ville vise hun var handlekraftig og være den første ”.
Og så endte I med at afbryde samarbejdet med den øverste ledelse den 5. oktober 2016. Hvad håbede I at få ud af det?
”Ja, altså Steffen mente jo, at Kit skulle fyres, og det sagde han helt åbent. Det gjorde jeg ikke, for det synes jeg ikke var op til os, men der var ingen tvivl om, at vi var meget frustrerede, og det fortalte vi også meget åbent om i interviews til medierne. Vi troede jo også, at vi havde vores medlemmer bag os, men det viste sig til dels ikke at være rigtigt. Vi holdt et personalemøde den 14. oktober, hvor vi fortalte medlemmerne, hvordan vi havde oplevet samarbejdet med den øverste ledelse, og hvorfor vi havde valgt at afbryde det. Men den her gang var det langt fra alle, der kunne forstå os. Vi havde simpelthen ikke alle faggruppers fulde opbakning til at afbryde samarbejdet, og det kom virkelig bag på os. Vi oplevede det jo ikke som et reelt samarbejde.”
Hvad gjorde I så derfra?
”Vi kontaktede Politiforbundet, der foreslog at vi kontaktede Samarbejdssekretariatet, og havde det første møde i samarbejdsudvalget i januar. Det blev nogle helt andre møder, end vi var blevet vant til. Tidligere havde vi fået mødematerialet vedrørende reorganiseringen i sidste øjeblik, og havde følt at mødet med os bare var noget, der skulle overstås, men nu fik vi lov til at sidde i arbejdsgrupperne, og der blev lyttet til os, inden der skulle træffes beslutninger.”
Hvad var det, der havde ændret sig?
”Forløbet med Samarbejdssekretariatet havde fået os til at se, at vi ikke skulle kæmpe mod hinanden. Det var jo det, vi gjorde før. Vi sad i hver vores skyttegrav og skød på hinanden, men det blev ret tydeligt for os, at hvis vi bekriger hinanden, så taber begge parter. Det er jo ikke krig. Det er en fælles opgave, som vi skal løse sammen. Og så blev det også ret tydeligt for os, hvad rammerne var for arbejdet i samarbejdsudvalget, og det var en stor hjælp, at alle forstod dem.”
Og kunne I også mærke den ændring ude i organisationen?
”Ja, det gik meget lettere med at lave tilpasninger til reorganiseringen. Når medarbejderne vidste, at Politiforeningen var blevet inddraget i beslutningerne, engagerede de sig også mere i at få det til at fungere, og når de oplevede, at det ikke fungerede alligevel, så vidste de, at de kunne komme til os med deres usikkerheder eller frustrationer. Det gjorde en kæmpe forskel.”
Og hvad med dig og Kit?
Jamen, jeg var faktisk ærgerlig, da hun blev flyttet til Bornholm. Vi havde jo fundet hinanden og fået et godt samarbejde op at køre. På den måde var det jo næsten lidt som et eventyr, hvor vi fór forvildet rundt på hver vores side, indtil vi fandt ud af, at vi hørte hjemme på samme side. Vi gav da også hinanden en ordentlig krammer, da hun stoppede, og jeg glæder mig til at se hende igen,” slutter Kurt.
Hvis du gerne vil møde ham og høre ham fortælle hele historien sammen med Kit, så kig forbi vores arrangement den 31. oktober. Du se hele programmet og tilmelde dig her. Du kan læse vores interview med Kit her, eller vores interview med Niels Bundgaard, der var Samarbejdssekretariatets konsulent på sagen.
