SU-temakurser - fokus på SU som aktør ift. arbejdspladsens udvikling
Temakurserne er et tilbud til jer, der allerede har været på et SU-grundkursus og har et godt og etableret samarbejdsudvalg, men måske gerne vil arbejde hen imod at SU, i højere grad, bliver en aktør i forhold til udviklingen af jeres arbejdsplads.
Kurset tager afsæt i jeres SU-arbejde og jeres konkrete erfaringer. Tilbagemeldingerne fra tidligere kursister viser, at en fælles dag for hele SU er med til at styrke relationerne i SU og give fornyet energi til arbejdet.
Kurset sætter fokus på et emne, som er aktuelt på jeres arbejdsplads, og som I gerne, i højere grad, vil arbejde strategisk med. Det kan være organisatorisk omstilling, trivsel på arbejdspladsen, fremme af en konfliktrummelig kultur eller andre konkrete emner, der fylder hos jer og ligger indenfor de emner, SU beskæftiger sig med. Kurset tager udgangspunkt i SU-aftalen, og der vil – uanset tema – være fokus på, hvordan man fremmer dialog og det strategiske arbejde i SU.
I vil derfor også kunne bruge de metoder, I lærer på kurset, i forbindelse med lignende, fremtidige processer i jeres SU-arbejde.
Udover ny viden og nye metoder får I mulighed for at udarbejde et produkt, der er målrettet SU’s fremadrettede arbejde. Det kan f.eks. være en handlingsplan i forhold til emnet. Udbyttet fortsætter derved efter kurset og i SU’s videre arbejde.
Dette kursus har en varighed af cirka 7 timer og forudsætter forudgående kendskab til Samarbejdsaftalen. Vi afholder kurset på jeres arbejdsplads eller på et kursussted, I vælger. Kurset kan også afholdes som et 12-12 seminar og kan evt. kombineres med relationsskabende øvelser (supplerende 3 timer).
Kurset er for både ledelses- og medarbejderrepræsentanter. HR-medarbejdere eller SU-sekretærer er også velkomne.