Statslige arbejdspladser forpligtes gennem OK21 til at inddrage medarbejderne i drøftelser om grøn omstilling
”Behovet for øget bæredygtighed, herunder nedbringelse af CO2-udslippet, er en global udfordring, hvor der er behov for at finde lokale løsninger.”
Sådan indledes teksten til det protokollat, som aftaleparterne på statens område blev enige om ved overenskomstforhandlingerne i 2021. Med protokollatet er der lagt op til, at statens arbejdspladser inddrager medarbejderne i arbejdet med at finde innovative og lokale løsninger på, hvordan man kan nedbringe arbejdspladsens klimaaftryk. Protokollatet opfordrer til, at visionerne løftes ind i drøftelser om arbejdspladsens strategi, økonomi, interne politikker, mv. og fremhæver, at emnet bør drøftes i samarbejdsudvalgene, når den grønne omstilling har betydning for arbejds- og personaleforhold på arbejdspladsen.
Der er med andre ord forventning om, at samarbejdsudvalgene ude på arbejdspladserne drøfter grøn omstilling og skaber muligheder for, at medarbejderne kan bidrage til løsninger på klimaudfordringer på deres egen arbejdsplads. Med dialog som en del af det lokale samarbejde har statens arbejdspladser mulighed for at sætte skub i store som små initiativer til gavn for klimaet.
Samarbejdssekretariatet støtter op om medarbejderinddragelse i grøn omstilling og tager i løbet af 2022-23 initiativ til forskellige aktiviteter, som sætter fokus på emnet og bidrager til at kvalificere dialogen i samarbejdsudvalgene.
Konkret er vi ved at udarbejde en folder, som skal give overblik over, hvordan grøn omstilling kan forstås fra en statslig arbejdsplads’ vinkel og nogle første råd til, hvordan medarbejderinddragelse i grøn omstilling kan gribes an via SU.
Vi inviterer meget snart til et udviklingsforløb, hvor op til 8 samarbejdsudvalg får Samarbejdssekretariatets bistand til at arbejde med grøn omstilling i eget SU og herigennem bidrager til udviklingen af et simpelt dialogværktøj, som andre statslige samarbejdsudvalg kan få glæde af efterfølgende. Ambitionen er desuden, at udviklingsforløbet bidrager med eksempler på medarbejderinddragelse i grøn omstilling hos jer, og at disse historier kan inspirere til lokale klimaindsatser andre steder på de statslige arbejdspladser.
I foråret 2022 vil der blive arrangeret et webinar om emnet, og i 2023 afholder vi en konference med et program, som sætter spot på netop medarbejderinddragelsens betydning i den grønne omstilling.
Allerede nu opfordrer vi derfor til at sætte protokollatet på dagsorden i SU og at overveje, om I i jeres SU har interesse for at høre mere om mulighederne for at deltage i Samarbejdssekretariatets udviklingsforløb eller andre af Samarbejdssekretariatets aktiviteter. I kan finde protokollatet her.