BurgerClose

Premiere på sekretariatets første virtuelle SU-kursus

Premiere på sekretariatets første virtuelle SU-kursus

Tirsdag den 2. juni afholdt vi for første gang et virtuelt ”SU med Succes” kursus for nyudpegede medlemmer af samarbejdsudvalg. Det har taget en del timer at få omsat vores undervisningsmateriale fra kurser med fysisk fremmøde til at kunne fungere virtuelt, ikke mindst fordi en stor del af vores kurser er baseret på gruppearbejde. Vi var derfor meget spændte på, hvordan vores kursister oplevede at deltage på kurset.

Marie Kolling, der er nyudpeget medlem af samarbejdsudvalget ved Dansk Institut for Internationale Studier, deltog i Samarbejdssekretariatets første virtuelle kursus, og hun fortæller her, hvad hun tog med fra dagen:

”Der er jo fordele og ulemper ved onlineundervisning, men helt overordnet så tror jeg, at jeg fik det samme med fra det virtuelle kursus. Jeg synes dagen var godt tilrettelagt, og det gør ikke den store forskel for mig, om jeg får præsenteret en Power Point i et lokale eller på en computerskærm. Jeg havde sat mig ind i Samarbejdsaftalen på forhånd, men gennemgangen af den gav mig en bedre forståelse og nogle nye perspektiver på den. Det er vigtigt med den introduktion til aftalen, men det er også vigtigt med erfaringsudveksling. Måske havde det været mere dynamisk, hvis vi havde siddet i rum sammen, men jeg synes alligevel det fungerede rigtig godt med gruppediskussionerne, hvor jeg fik et indblik i forskellige måder at arbejde på, og hvordan man oversætter den viden jeg fik med på kurset til min egen situation.”

Trine Strandridder, der er medlem af samarbejdsudvalget på SoSu Nord, deltog ligesom Marie som nyt SU-medlem i vores kursus, og hun har også gode inputs til hvad der fungerede godt – og hvad hun gerne vil have at vi prioriterer:

Jeg fik en bedre forståelse af medarbejdersidens opgave i samarbejdsudvalget, og af hvordan vi på en konstruktiv og effektiv måde kan byde ind i forhold til dialogen. Jeg synes også, at det var enormt inspirerende at tale med SU-medlemmer fra andre organisationer, og der savnede jeg blot det der med, at samtalen kan fortsætte over kaffemaskinen. Skiftene til og fra gruppesessionerne gik meget hurtigt, og der kunne vi godt have brugt mere tid til at få rundet af, og nogle pauser imellem. Jeg var i hvert fald godt træt, da jeg lukkede ned.”

Vi takker for de gode inputs, som vi selvfølgelig vil bruge til videreudviklingen af kurset.

Vi afholder de næste virtuelle SU-kurser tirsdag den 9. juni og torsdag den 25. juni. Ligesom til vores almindelige kurser for nyudpgede SU-medlemmer får deltagerne tilsendt Samarbejdsaftalen samt diverse materiale fra Samarbejdssekretariatet.

Vi ved endnu ikke om der vil være behov for at afholde virtuelle kurser efter sommerferien, men i så fald er vi klar!

 

Gå til indkøbskurven...