
Invitation til webinar om grøn omstilling og erfaringer med at sætte målbare og medarbejderdrevne initiativer i værk
Du får også inspiration til at sætte grøn omstilling på dagsorden i samarbejdsudvalget på din arbejdsplads og mulighed for at dele erfaringer og ideer med deltagere fra andre statslige arbejdspladser og Samarbejdssekretariatet.
Webinaret afholdes med indlæg på både dansk og engelsk.
På webinaret kan du høre, hvordan Det Europæiske Miljøagentur sætter opgaven med at understøtte bæredygtig udvikling og forbedring af miljøet i Europa i spil i egen organisation, og du bliver introduceret til, hvordan faglig viden og data går hånd i hånd med medarbejdernes ideer og engagement. Du får også eksempler på, hvordan processen med at sætte grøn omstilling på dagsorden kan tilrettelægges, så både ledelse og medarbejdere er med.
Du får samtidig mulighed for at se nærmere på, hvad den statslige overenskomstaftale fra 2021 siger omkring medarbejderinddragelse i grøn omstilling på statslige arbejdspladser, når Samarbejdssekretariatets koordinerende konsulenter, Pia Lassen og Magnus Bryde, fortæller om, hvilken ramme Samarbejdsaftalen sætter for dialogen om grøn omstilling. Programstøtte Jette Louise Flensburg giver en introduktion til grøn omstilling set med et statsligt perspektiv, og sidst men ikke mindst får du lejlighed til at høre andre statslige arbejdspladsers fortælle om deres arbejde igennem udveksling af erfaringer med SU’s mulighed for at sætte skub i store som små initiativer til gavn for klimaet.
Webinaret afholdes på Zoom
Dato: 18. maj 2022 kl. 14.00-15.30