Hvis formanden får forfald til et møde overtager samarbejdsudvalgets næstformand så mødeledelsen?
Der er ikke i samarbejdsaftalen bestemmelser, som fastlægger, at næstformand skal overtage mødeledelse ved formandens forfald. Dette har været fastsat i tidligere bestemmelser, men samarbejdsudvalget må nu selv via sin forretningsorden fastsætte reglerne for mødeafvikling mv. for det enkelte udvalg.
Når en tillidsrepræsentant nedlægger sit hverv, udtræder vedkommende da samtidigt af samarbejdsudvalget?
I samarbejdsaftalens § 6 anføres, at medarbejderrepræsentanterne udpeges blandt de anmeldte tillidsrepræsentanter. Dette indebærer, at en tillidsrepræsentant udtræder af samarbejdsudvalget, det øjeblik vedkommende ikke længere bestrider hvervet som tillidsrepræsentant.
Kan medlemmer af samarbejdsudvalg få kompensation for deltagelse i møder uden for normal arbejdstid?
I den statslige SU-aftales § 10 anføres, at der ved deltagelse i møder uden for normal arbejdstid samt rejsetid i forbindelse hermed kompenseres i henhold til aftalen om tillidsrepræsentanter i staten.
Af den statslige tillidsrepræsentantaftale fremgår af § 7, at den tid medregnes i arbejdstidsopgørelse, hvor institutionen lægger beslag på medarbejderen i dennes egenskab af tillidsrepræsentant.
Den tid der bruges på SU-møder, som ligger uden for normal arbejdstid, indgår derfor i den samlede arbejdstidsopgørelse. Om kompensation skal ske ved lønudbetaling eller ved frihed må aftales på den enkelte institution.
Er møder i samarbejdsudvalget åbne møder?
Samarbejdsudvalgets møder er som udgangspunkt lukkede møder. Hvis samarbejdsudvalget ønsker at gøre udvalgets møder til åbne møder med adgang for alle ansatte, kan udvalget fastlægge retningslinjer herom, som eventuelt kan indgå i udvalgets forretningsorden.
Kan man behandle personsager i SU?
Ja, men som udgangspunkt er det ikke en god idé, at samarbejdsudvalget drøfter den enkelte medarbejders forhold. Der kan imidlertid opstå situationer, hvor en enkelt medarbejders adfærd har medført overtrædelse af samarbejdsudvalgets retningslinier eller har anden adfærd, som påvirker samarbejdsudvalgets arbejde. I disse situationer vil det være naturligt, at udvalget drøfter spørgsmålet under iagttagelse af den tavshedspligt, der følger af Forvaltningslovens § 27. I det tilfælde, hvor en medarbejders adfærd giver anledning til en ledelsesmæssig sanktion, skal sagen alene behandles af TR-systemet.
Skal man deltage i et SU-kursus?
Nej. Der er ingen pligt til at deltage i et SU-kursus. Alle samarbejdsudvalgsmedlemmer skal dog have tilbudt et kursus for samarbejdsudvalgsmedlemmer inden for de første 6 måneder efter udpegningen.
Hvordan opsiger man indgåede retningslinier?
Som udgangspunkt kan hver af parterne opsige fastlagte retningslinier med 3 måneders varsel. De 3 måneders opsigelsesvarsel giver samarbejdsudvalget mulighed for at forsøge at ændre de hidtidige retningslinier, hvis der er behov herfor. Retningslinier kan imidlertid opsiges med kortere varsel, hvis der enighed i samarbejdsudvalget.
Hvordan ændrer man samarbejdsudvalgets sammensætning?
Da antallet af medlemmer i samarbejdsudvalget er aftalt mellem ledelsen og de forhandlingsberettigede organisationers repræsentanter, skal ændringer i antallet aftales af samme gruppe. Dette indebærer, at aftalen må opsiges med 3 måneders varsel, og varslingsperioden anvendes til at indgå en ny aftale. Ønsker medarbejdersiden at ændre sin repræsentation – inden for det aftalte antal – aftaler medarbejdersiden selv de ønskede ændringer. Nye medarbejderrepræsentanter og suppleanter anmeldes over for institutionens ledelse. Ønsker ledelsen at ændre sin repræsentation – inden for det aftalte antal – gennemfører institutionens øverste leder de nødvendige ændringer.
Hvem betaler bod?
Da bodsbestemmelserne alene er knyttet til ledelsens informationspligt, vil det alene være ledelsen, som kan idømmes en bod. Boden afholdes af institutionens bevilling. I det tilfælde at ledelse og medarbejdere i samarbejdsudvalget ikke kan blive enige om at anvende bodsbeløbet til samarbejdsfremmende foranstaltninger, vil bodsbeløbet tilfalde centralorganisationerne.
Hvad er forskellen på politikker og retningslinier?
Politikker beskriver institutionens overordnede visioner inden for et bestemt område – eksempelvis personalepolitikken. Retningsliner er den konkrete udmøntning af en række emner inden for politikken – eksempelvis de regler som indgår i en personalehåndbog.
Hvilken rolle har Pædagogisk Råd i forhold til SU?
Pædagogisk Råd har til opgave at drøfte de pædagogiske forhold og udviklingen heraf. Rådet repræsenterer undervisere og ledelse. I modsætning hertil skal medarbejderrepræsentanter i SU repræsentere samtlige medarbejdere på en skole, og udvalget har til opgave at drøfte en række forhold vedrørende skolens udvikling og fremtid.
Hvordan kan SU få indflydelse på budgetter i en selvejende institution?
SU kan få indflydelse på budgetter i en selvejende institution, hvis det har tilrettelagt sin mødevirksomhed, således at udvalgets medlemmer har mulighed for at drøfte budgetforslaget forud for bestyrelsens godkendelse. Samarbejdsaftalens § 5 stk. 3 angiver, hvorledes SU skal arbejde med budgetforslag m.v. Udviklingen og den forventede udvikling i skolens økonomiske situation er i øvrigt omfattet af ledelsens særlige informationspligt, jf. aftalens § 3, stk. 2.
Hvem skal betale SU-medlemmers deltagelse i kursus?
I Samarbejdsaftalens § 11 er fastsat, at SU-medlemmer skal have tilbudt et kursus inden for de første 6 måneder efter udpegningen. Kurset betales af arbejdsgiveren.
Hvor mange penge kan man få fra Kompetencefonden?
Midler fra Kompetencefonden er ind til nu fordelt på ministerområder efter lønsum. De enkelte ministerområder/departementer fordeler herefter midlerne til de enkelte institutioner. Se nærmere herom på www.sckk.dk, som i øvrigt kan bistå med råd og vejledning.